Hvad er din passion? Det spørgsmål fik Sus Marxen af sin veninde og genbo. Svaret fandt hun i makeuppen, og nu deler den 44-årige lærer sin tid mellem folkeskolen og sit nyindrettede Beautystudie i Låsbygade.
Kolding: En venindetur til Prag endte med at sætte en helt ny retning på Sus Marxens liv. På turen stillede veninden nemlig et afgørende spørgsmål til Sus: Hvad er din passion? Hvad gør dig glad?
- Det kunne jeg simpelthen ikke svare på lige med det sammen, men næste dag fik jeg formuleret det som sminke.
Veninden havde selv været igennem et forløb, hvor hun var blevet fyret og derefter havde besluttet sig for helt at skifte branche.
- Det var rigtig spændende, at hun spurgte til mig på den måde, og det var en fantastisk proces, det startede. Nogen gange har man brug for et skub til at sætte noget nyt i gang og sætte en ny retning på.

- Jeg blev forelsket i sminke som teenager. I 9. klasse gik jeg med fuld makeup hver dag. Det var jo blå eyeliner, turkis mascare, og blå og lilla på øjnene. Det var 80'erne, og der var smæk på farverne.
-
44 år, fra Middelfart, opvokset i Fredericia, bor i Kolding, single.Uddannet lærer og arbejder deltid på en folkeskole nær Vejle. Underviser i engelsk og musik.
Uddannet makeupartist og selvstændig med Beautystudie siden 2013. Virksomheden er netop flyttet i nye lokaler i Låsbygade.
Synger i Dansk Performancekor.
Frivillig for Dansk Flygtningehjælp i Pigeklubben i Skovparken.
Colady ved Ladies first i Kolding.
Læs mere på beautystudie.dk.
Leg med farver
Sus Marxen var ikke sen til at handle på den gnist, som blev tændt på turen.
- Da vi kom hjem, undersøgte jeg straks, hvad der var af makeupskoler her i området, og den i Odense passede godt for mig, så der startede jeg et par måneder, efter vi kom hjem fra Prag.
Undervisningen foregik om aftenen, så Sus kunne passe sit job på en folkeskole nær Vejle samtidig.
Selvom hendes glæde ved makeup havde været glemt i mange år, så var Sus straks i sit rette element på skolen.
- Det var den der naturlige og barnlige glæde over at få lov til at lege med noget. Det var sjovt, og jeg kom til skole med et stort smil. For mig ligger der også en tilfredsstillelse i at kunne noget med sine hænder, at lære et håndværk. Det var godt at være kreativ på en anden måde end i hverdagen.
Knald på farverne
Interessen for sminke startede i folkeskolen, hvor der blev eksperimenteret.
- Jeg blev forelsket i sminke som teenager. I 9. klasse gik jeg med fuld makeup hver dag. Det var jo blå eyeliner, turkis mascare, og blå og lilla på øjnene. Det var 80'erne, og der var smæk på farverne, husker Sus Marxen med et smil.
Hun var blandt andet fascineret af tidens popstjerner, som gik med masser af makeup.
- Det med at lege med farverne og arbejde på at få forskellige udtryk frem, fremhæve noget og skjule noget andet. Det var meget fascinerende. Jeg elskede det.
Naturligt look
Allerede i gymnasiet droslede Sus lidt ned for makeuppen.
- Jeg gad ikke bruge så meget tid på det, men jeg havde da stadig noget på og meget, når der var fest.
I dag er Sus folkeskolelærer i engelsk og musik tre dage om ugen, mens to dage er helliget arbejdet som makeupartist i Beautystudie. De dage, hun underviser, har hun kun lidt mascara på, mens den står på fuld makeup, de dage hun arbejder i Beautystudie.
Hos Sus Marxen er fuld makeup dog ikke lige noget, man lægger mærke til, for det skal se naturligt ud.
- Jeg er ikke stor fan af, at man tager makeup på som en maske. Jeg har meget fokus på huden, som skal se lækker ud - og så øjnene. Men generelt synes jeg, at less is more. Det skal være et naturligt look.
Nye lokaler
Hidtil har Beautystudie haft til huse i Sus Marxens kælder, men nu er firmaet vokset sig så stort, at det var tid til at flytte hjemmefra.
- Det var det naturlige næste skridt, og jeg har fundet et lækkert lokale. Her kan jeg både holde pigeaftner og fotoshoots, så det kommer der meget mere af.
Foruden fotoopgaver fylder fest- og brudemakeup også en del i Sus Marxens kalender.
Hun flyttede ind i de nye lokaler i marts, og de deles med kosmetolog Heidi Haacke Mortensen fra SkinSecret.